Det er ikke gået ubemærket hen i værkstedet, at der sker noget størrelsesmæssigt med de kreationer, der fremtrylles. Flere giver udtryk for en lille forundring over hvor meget leret faktisk svinder fra råt ler til færdigt produkt, og det vil vi undersøge nærmere i dette blogindlæg.
Ler svinder! Det er en kendsgerning og svinder fra alt mellem 5-25%. Svindet sker når leret tørrer og vandet dermed fordamper, og igen under brændingen, hvor leret sintrer (sammensmeltning af lermassen). Noget ler har større svind fx stentøjsler og porcelænsler hvorimod lertøjsler ikke svinder nær så meget. Det afhænger af lerets bestanddele, egenskaber samt brændingstemperaturen.
Gør det noget at leret svinder? Ja… i nogle tilfælde kan det være ganske ærgerligt. Fx en lysestage som pludselig er for lille til et stearinlys. Eller en kaffekop, som ikke længere kan indeholde en almindelig kop kaffe, men kun en espresso.
Hvordan kan man så tage sine forhåndsregler, så man ikke får sig en grim overraskelse? Jo – helt simpelt kan man fremstille en lineal i det ler man påtænker at anvende. Tegne 10 cm og så lade linealen gennemgå samtlige processer for til sidst at tjekke, hvor meget der er tilbage af udgangspunktet på de 10 cm. Dermed kan man udregne svindprocenten og tage højde for dette i kreationen.
Comments