top of page
KERAM!KKEN

Fra råt ler til færdigt produkt

Ler er et fantastisk materiale, og mulighederne er ufatteligt mange, men der er lige et par tommelfingerregler, som med fordel kan følges for at opnå medvind ud i keramikkens verden;


Trin 1: Klargøring af leret – og projektets form

Når du har fået en god ide, afvejer du ler og vælger lertype efter projektets størrelse. Jeg mangler f.eks. en holder til mine blyanter og tusher på mit arbejdsbord og ønsker en klassisk cylinderform med lidt prægning. Jeg vejer 700 g lys stentøjsler med chamotte af og begynder med at ælte leret.

Formålet med at ælte leret er at smidiggøre det, så det bliver mere arbejdsomt og få eventuelle luftbobler ud af leret. Denne proces kan være tidskrævende alt afhængigt af om leret kommer fra en hel ny pakke, eller om det er recirkuleret ler. At ælte ler er egentlig en skubbende, eller trykkende bevægelse – og kræver lidt øvelse, så der ikke arbejdes luft ind i leret i stedet for ud.


Trin 2: Udrulning og pladeteknik

Jeg bruger nu en kagerulle og to lister som jeg ligger på hver side af mit ler, som jeg har banket fladt. Jeg ruller nu leret ud på et stykke stof (så leret ikke sætter sig fast i bordet) til en flad plade, som får en ensartet tykkelse ved hjælp af listerne. Når jeg er færdig med at rulle, placerer jeg lidt blondestof på pladen og ruller kagerullen henover, så leret præges med mønstret fra stoffet. Jeg ridser så en cirkel til bund og et rektangel til siden – og lader leret ligge noget tid, til det er knap så vådt. Skærer jeg det våde ler ud nu, risikerer jeg, at de former jeg har skåret ud ikke holder formen, da leret er meget bevægeligt, fordi det er vådt.

Jeg snyder lidt og bruger en varmepistol til at forkorte processen. Er der gang i en ovn i værkstedet, kan jeg også placere min ler-plade herpå. Jeg mærker nu på leret og fornemmer, at det stadig er bøjeligt, men samtidig ikke helt holder formen endnu. Jeg skærer så efter omridset og fjerner det overskydende ler.

Trin 3: Samleproces og formgivning

Jeg kommer nu til samleprocessen og finder mit slikker frem. Slikker er lerlim som er helt knastørt ler, smuldret og opblødt i vand, så det rammer en lækker mudderagtig konsistens. Jeg ridser nu rundt om kanten af cirklen og samler rektanglet til en cylinder, som jeg samler først ved at ridse på begge endestykker, dernæst ved at påføre slikker også på begge endestykker. Jeg sætter nu de to flader sammen og udglatter samlingen udvendig og indvendigt med en finger og tørrer alt overskydende slikker væk med en svamp. Jeg samler herefter cylinder og cirkelbund på samme måde. Til slut bruger jeg en gummiskinne til at udglatte overgangen.


Trin 4 : Tørring

Jeg lader nu holderen stå til tørre, inden jeg finpudser kanter og bund og lader så holderen tørre langsomt overdækket af plastik. Leret skal behandles nænsomt og har bedst af ikke at få ”chok” undervejs i udarbejdelse. Et chok kan f.eks. være at det er meget vådt over længere tid eller for hurtig tørring. Leret kvitterer med at revne – eller slå sig.


Trin 5: Forglødning

Når holderen er helt tør, er den klar til første brænding, forglødningen ved 980 grader.


Trin 6: Dekoration

Jeg kan nu glasere holderen med glasur. Jeg vælger en glasur som egner sig godt til min prægning på cylindersiden og dypper hele holderen i glasurspanden med en glasurtang. Jeg aftørrer nu bunden af holderen for glasur, så den ikke risikerer at brænde fast på ovnpladen.


Trin 7:

Holderen brændes nu i en glasurbrænding ved 1240 grader. Efter ca. et døgns tid kan jeg afsløre det endelige produkt.






1.194 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page