Der er et utal af teknikker, når det gælder formgivning af ler. Afhængigt af projektet vil der være nogle teknikker som egner sig bedre end andre og nogle teknikker giver en fed synergi i samspil med hinanden. Det kan afhænge lidt af tålmodighed og temperament, hvilken teknik der tiltaler én mest og det må komme an på en prøve.
Pølseteknik
De fleste har prøvet denne teknik i folkeskolen, og forbinder det måske ikke med noget prangende, men man skal bestemt ikke undervurdere teknikken, selvom den ikke har en særlig glamourøs klang over sig – måske vi nærmere skal kalde det slangeteknik. Der er mange veje at gå - stort, småt, brugskunst eller skulpturer.
Leret rulles ud til små/store slanger eller pølser, som placeres forskudt ovenpå hinanden og modelleres sammen i samlingerne, så pølserne bliver sammenhængende. Denne teknik kræver fugtigt ler, så modelleringen lader sig gøre. Er leret for tørt, vil samlingerne blive vanskelige og have tendens til gerne at vil revne. Chamotteholdigt ler er en fordel her, da det virker styrkende og vil bevirke at emnet kan bære uden at kollapse.
Teknikken kræver ingen særlige redskaber og kan i princippet laves hvor som helst.
Teknikken er en god begynder teknik og henvender sig også til mange professionelle – da teknikken tillader at pølse ganske store emner op og så er det kun ovnens kapacitet som sætter grænsen. Mange supplerer også pølseteknik med både plade- og drejeteknik.
Drejeteknik
En meget kendt og dybt fascinerende teknik hvor leret formes på en drejeskive ved hjælp af rotation, vand og håndkraft. Først centreres (midtstilles) leret så udgangspunktet er en let flad flødebolleform. Der laves hul i midten af formen og åbnes op. Ved at trække 3-4 gange både indvendigt og udvendigt flyttes leret opad til en cylinderform og kan nu formgives til f.eks. et krus. Se hvordan Mathilde får det til at se legende let ud i videoen her:
Når kruset er læderhårdt vendes det på hovedet og afdrejes nu med en slynge for at fjerne overskydende ler og samt finpudses og justeres så der skabes en flot finish.
Det ser legende let ud at dreje, men det er en teknik som kræver tålmodighed og vedholdenhed og som ikke læres på et par timer. Der er også et par faldgruber undervejs, f.eks. hvor længe det er muligt at bearbejde leret fordi man arbejder meget vand ind i leret.
Har man lært drejningens kunst kan man producere mange emner på forholdsvis kort tid, men der kan også drejes kæmpestore unikke emner og der kan suppleres med pølseteknik. Der kan også drejes flere emner, som så sættes sammen efterfølgende med slikker – mulighederne er mange. Se hvordan de to teknikker spiller godt sammen her:
Pladeteknik
Leret rulles med kagerulle ud til plader, som sættes sammen med slikker (lerlim) når leret holder faconen, og er det man kalder for læderhårdt. Det kan være meget firkantede æsker med låg, men også ganske organiske former afhængigt af hvordan man udformer sit emne og om man tænker ”ud af boksen”.
Det er væsentligt, at tænke en chamotteholdig stentøjsler ind i ligningen med pladeteknik, hvis emnet udformes stort, da de store flader gerne vil ”strække” sig og slå sig – og i det hele taget have stort fokus på samlingerne, da der nemt kan opstå revner her i brændingerne. Når siderne samles, er det vigtigt at ridse leret på begge samleflader og ligeledes pensle godt med slikker på, så man sikrer en god samling. Det overskydende slikker udglattes med en finger.
Når det er sagt, er pladeteknikken en god begynder teknik – Det er overskueligt og til at gå til, selvom man ikke har haft ler i hænderne før og mulighederne er mange.
Dette var et udsnit af nogle af de utallige formgivningsteknikker, måske interessen er vakt for at prøve kræfter med leret på en anden måde end den du plejer – eller også ved du måske nu, hvilken teknik du skal starte ud med.
Vol. 2 med flere mulige teknikker følger.
Comments